Det var en lørdag aften… Sunday, 25. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under blah-blah-blah, mig, 9 CommentsJeg var til middag igår, hos en … veninde er måske så meget sagt, jeg har kun kendt hende i et par måneder, men trods alt en god bekendt.
Hyggeligt var det. Vin, mad og piger, der efterhånden som førstnævnte kom indenbords i en lind strøm, blev mere og mere åbenmundede. Og i takt med at pigerne blev mere og mere åbenmundede, blev aftenen mere og mere interessant.
Hvem vil f.eks. ikke gerne vide mere om nogens erfaringer med dildoer? Er netdating virkelig kommet for at blive? Er målet med et parforhold, at man skal flytte sammen? Ville finanskrisen være blevet en økonomisk krise, hvis medierne havde lært at holde mund? Og hvorfor lyver metrologer aldrig?
Spændende emner der kom på bordet.
Især spidsede jeg øre, da en af de andre i selskabet spurgte til hvad jeg lavede. Og jeg forklarede kort. Og lidt senere, da først nævnte pige havde fået lidt mere rødvin spurgte hun lidt for højlydt min bekendte “hvem er så hende akademikeren, der er en dulle?“.
Jeg vidste godt, at det var mig! Mest fordi, at min bekendte kun kender mig og en enkelt anden af samme uddannelse. Jeg vidste bare ikke, at min bekendte betragter mig som en dulle.
Min bekendte er en meget naturlig pige. Mascara er ikke en del af hendes morgen rutine. Hun har en kjole. Og stiletter er bestemt ikke hendes bedste ven. Hun er træningsnarkoman, flit er dog ikke en sportsgren hun dyrker.
I forhold til hende kan jeg da godt se, at jeg er en dulle. Jeg bruger make-up, elsker kjoler, holder af det stiletter gør ved min positur og så flirter jeg, det bedste jeg har lært.
Uanset, at jeg sagtens kan forstå, at hun kan opfatte mig som en dulle, kan jeg ikke sige mig fri for på en eller anden måde at være skuffet. Ked af at blive omtalt som en dulle. For i min verden, er en dulle synonym med en gimpe med mere make-up end hjerne og hjerte. Og det er sjovt nok ikke sådan jeg opfatter mig selv.
Jeg prøver at bilde mig selv ind, at vi måske har forskellig opfattelse af ordet “dulle” men det er som om den forklaringsmodel ikke rigtig vinder genklang i min hjerne.
Hele mit liv har jeg kæmpet med fordomme om, at jeg som pige med blå øjne, lyst hår og bryster ikke skulle have meget mere at byde på end… mit køn, blå øjne, lyst hår og bryster. Og en stor del af mit liv, har jeg troet på at det var sådan det var. Det er først med alderen og med mine akademiske resultater som bevis, at det er gået op for mig, at jeg ikke blot har en hjerne, men også evner at bruge den.
Sandt er det, at jeg ikke altid orker at slås mod fordommene. At jeg nogen gange vælger ikke at kaste mig ud i kampen om at bevise at jeg har en hjerne. Men derfor gør det stadig ondt, når jeg hører at god bekendt, opfatter mig som en dulle. I hvert tilfælde når dulle har den ladning, som ordet har i min verden.
Her til aften har jeg fået en sms-besked fra min bekendte. Hvor hun undskylder hendes venindes opførsel. Den besked ved jeg faktisk ikke helt hvad jeg skal stille op med. Jeg kan selvfølgelig vælge at acceptere hendes undskyldning. Og forsøge at glemme, at jeg nu kender hendes opfattelse af mig. Jeg kan selvfølgelig også lade være med at acceptere hendes undskyldning.
Og måske bør jeg kigge lidt på mig selv. Er jeg virkelig en dulle?
P.S. Og samtidig er det jo interessant, at hun føler så meget ansvar for hendes venindes opførsel, at hun føler hun skal undskylde. Men det er en helt anden historie.
Kaffe med mere? Wednesday, 21. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under kaffe, mig, 4 CommentsNogen gange føler jeg mig meget alene. Rent arbejdsmæssigt. Godt nok deler jeg kontor med en kollega, og vi taler. Deler erfaringer og viden. Men når alt kommer til alt, er det mine beslutninger. Min mavefornemmelse.
Da jeg blev, ansat sagde min chef “jeg gjorde det tidligere“. I min naivitet trode jeg, at det betød at han kendte til mit område, at jeg ville kunne spørge ham til råds. Jeg tog fejl. Og jeg ved ikke helt, hvad det egentlig var, han gjorde engang.
I dag fik jeg en mail. Fra en som jeg sparrer med. Ikke kun i mangel af andre. Han er uden tvivl dygtig. Men også fordi, der ikke er andre. Mailen indeholdt et svar… og en henkastet kaffe-invitation.
Det kan man godt. Ikke. Drikke kaffe med professionel sparringspartner. Platonisk og professionelt.
… der er jo ingen der siger, at der ligger mere i det end ja, netop kaffe, når nu det bare var en kaffeinvitation.
Ting og tid Sunday, 18. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under blah-blah-blah, computer, mig, 3 CommentsJeg har en tendens til at tro, at ting varer evigt. At ting ikke forgår. Og når det så sker, så bliver jeg overrasket over snigløbet og nærmest lidt harm. For uanset hvor kort tid jeg har haft den pågældende ting, og uanset hvor forgængelig den er, har jeg svært ved at indse realiteterne. Nemlig at ting forgår. Og livet fortsætter.
Således også i Onsdags, da min kære computer gav et opgivende suk, blinkede to gange med batteriknappen og derefter lagde sig til at dø en stille død.
Først gik jeg lidt i panik. Det kunne ikke være sandt. Den kunne ikke bare dø. Den var jo kun… *tælle-tælle-tælle* 4 år gammel!
Torsdag efter arbejde blev brugt på at trave Silicon Alley tynd. Ind i den ene computerbutik efter den anden (plejde der i øvrigt ikke at være flere computerbutikker?). Fortælle dem om situationen, høre de ansattes gode råd og forslag til diagnose og løsning.
Fredag slap panikken min krop. Gu’ fanden er det da ubelejligt at computeren beslutter sig for at dø. Men så er det heller ikke værre. Harddisken er til at redde, og kan bruges som en ekstern harddisk. Og jeg har en fin arbejdsbærbar, som jeg kan tage hjem efter behov. Og det er besværligt med bank og koder og trådløst netværk, som alt sammen skal flyttes over til den anden computer. Men det er jo ikke jordens undergang. Og lektien er måske at jeg husker at tage back-up.
Og så kan jeg i øvrigt bare købe en ny. Når altså jeg får undersøgt markedet. For som en af de ansatte sagde “du kan jo købe en ny, med de samme specifikationer for ca. 5.000 kr. i dag…”.
Og måske er det i virkeligheden meget godt for mig, sådan at blive tvunget til at være lidt mere offline trendy.
Kæresten fra helvede. Saturday, 10. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under ham jeg så godt kan lide, kærlighed, mig, 10 CommentsSå blev det hverdag igen. Koldt, gråt og travlt. Farvel til søde stunder fyldt med ingenting. Og goddag til kimende telefoner, notater og møder. Og ikke mindst goddag til kæresten fra helvede. Mig selv.
I ferien gik det så godt. Vi havde tid til hinanden. Tog os tid til hinanden. Lærte hinanden at kende igen. Havde tid til at tale, røre og være. Og vi lovede hinanden at være bedre til at tage os tid til hinanden. Tage os tid til os. Også når hverdagen meldte sig igen.
Og jeg var glad. Tænkte, vi klarer den sgu.
Og allerede den første morgen, rejste kæresten fra helvede sig fra sit hvile. Mens den sløve kæreste var tusind år om at knappe sin skjorte og snørre sine sko, vrissede kæresten fra helvede eder og forbandelser over at komme fem minutter for sent på arbejde. Og den sløve kæreste frabad sig at blive behandlet som et fireårigt barn, og kæresten fra helvede vrissede at han i såfald burde opføre sig som en voksen, og også burde tage hensyn til hvad der var vigtigt for andre end ham selv.
…
Og en anden hverdags aften faldt kæresten fra helvede bare i søvn. Ingen godnat kys, ingen varme berøringer fra hendes side. Nej. Hun proklamerede at hun var træt, hvorefter hun faldt i søvn. Den søde kæreste lå tæt på hende. Nussede hende på ryggen, og håbede muligvis på lidt kærlighed. Men kæresten fra helvede var træt. Og hendes behov var vigtigst.
…
Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at få tingene til at hænge sammen i hverdagen. Men det er det. Vi er for dårlige til at finde tid til hinanden. For dårlige til en gang i mellem at vælge fra, og vælge hinanden til. Og så bliver det fortravlet og hverdags gråt og koldt.
Og selvom jeg ikke egner mig til intimitet uden pauser, så egner jeg mig heller ikke at skulle være nærværende og tæt på ham på kommando, og derefter håndtere fravær indtil næste gang vi finder ud af at få koordineret vores kalendere så det passer. Jeg tror, det er den konstante vekselvirkning jeg har svært ved.
Og nu er jeg bange igen. Bange for, om jeg endnu engang har kastet mit hjerte ind i et umuligt projekt.
Tomhed Saturday, 3. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under kalender, mig, 6 CommentsDet føles som den største luksus i hele verden at bladre i en tom kalender. Tomme sider bortset fra sporadiske arbejdsrelaterede aftaler. Et helt år, der kan fyldes ud med lige nøjagtig de ting jeg har lyst til. De ting, der gør mig gladere. De mennesker jeg har lyst til at bruge tid på. Et helt år jeg selv kan forme.
Uendelig mange tomme sider.
Jeg glæder mig allerede.
Midt imellem festlige hatte Thursday, 1. Jan 2009
Skrevet af Girl next door under ham jeg så godt kan lide, mig, nytår, 6 CommentsJeg fik næsten klaustrofobi igår. Midt imellem champagnen. Nytårskysset og alt det andet. Det hele var så vanvittigt parforholdsagtigt. Mænd og kvinder der havde farvekordineret slips og tasker. Og hjulpet hinanden med at binde selvbundne butterfly’er. Og alle holdt i hånden og kaldte hinanden “skat“.
Den slags ekstremt korrekte parforholdsopførsel rammer mig altid i ansigtet som en rød klud.
Og ham jeg så godt kan lide er nogen gange ekstemt needy. Næsten opmærksomhedssyg. Og det er svært at abstrahere fra den røde klude foran mit ansigt, og forsøge at give ham min fulde kærlige opmærksomhed. Og jeg ved alt om, hvor svært det er, at være kæresten der er med til nytårsfest. Så jeg forsøgte at øse opmærksomhed og kærlighed ud over ham. Men det er som om, at det aldrig er nok.
Det irriterer mig fordi det minder mig om mig selv engang i en fjernere fortid. Dengang hvor jeg spillede rollen som opmærksomhedskrævende kæreste til ug kryds og slange.
Jeg kan virkelig godt lide ham. Men jeg kan ikke hele tiden være tæt på ham. Hverken fysisk eller psykisk. Jeg er ikke skabt til non-stop intimitet. Det er bare svært at fortælle ham, uden at det kommer til at lyde som en afvisning af ham.
Og hvordan kan man afvise nogen der har taget en festlig hat på?
Nytår Wednesday, 31. Dec 2008
Skrevet af Girl next door under 2008, fortsæt, mig, nytår, 4 CommentsJeg har overlevet årets korteste dag. Og julen. Og England.
Og jeg tror, at det var det, 2008 var for mig. Overlevelses året. Jeg kan overleve mere, end jeg umiddelbart tror. Og når først man har overlevet alle strabasserne, smager de søde ting endnu sødere. Og champagnen endnu mere perlende. Og livet bliver berusende.
Godt nytår
(og hvad angår nytårsfortsæt, vil jeg finde på noget jeg kan overholde. For jeg orker ikke at indlede året med fiasko. Så i 2009 vil jeg spise flere kager, drikke mere champagne, arbejde mindre og feste mere).
(…) Wednesday, 24. Dec 2008
Skrevet af Girl next door under familie, jul, mig, svigerinde, 8 CommentsJeg glæder mig ikke til juleaften i år. En af de ting, som jeg ikke ser frem til, er juleaften med min svigerinde.
Hun er flink nok. Men hun fylder enormt meget. Hun ævler konstant om sig selv, og så sig selv og så ingenting. Og hun er bestemt ikke typen, der trækker vejret og lader andre få et ord indført. Og så taler hun så højt, at det er vanskeligt at føre andre samtaler uden om hende.
Jeg orker ikke hendes latterlige små stikpiller. Som jeg prøver ikke at reagere på, fordi jeg ved at min reaktion ikke vil være velset af mine forældre, der konstant er på stikkerne, fordi de er nervøse for, at de ikke får lov til at se deres barnebarn og det kommende barnebarn.
Jeg orker ikke at høre om hendes graviditet. Lige nu er hun sygemeldt (jeg vidste iøvrigt ikke, at graviditet var en sygdom, men sådan lærer man hele livet…). Jeg ved godt, at det er en stor ting at være gravid, og det er et mirakel, at ens krop er et produktionsapperat. Men jeg har virkelig ikke lyst til at høre de nærmere detaljer over middagen.
Jeg orker ikke, at hun skal diktere, at maden skal spises præcis kl. 17.30, fordi deres lille datter ikke skal spise senere (så giv da ungen en ostehapser, så dør hun nok ikke af sult, hvis hun skal vente 30 minutter mere, den ene gang om året).
Jeg orker ikke, at maden skal sluges, så vi kan komme igang med gaverne. Jeg har slet ikke lyst til at gaverne skal pakkes op i verdens hurtigste tempo, så hendes datter ikke skal vente på næste gave. Jeg er sikker på, at barnet ville have godt af at lære lidt om tålmodighed.
Faktisk er det sådan, at jeg ikke orker at hun skal diktere hele aftenen, under dækker af hensynet til hendes datter og/eller graviditet. Og jeg kan ikke forstå, at mine forældre, er så nervøse for, hvorvidt de får lov til at se deres barnebarn, at de føjer hende.
Jeg gætter på, at jeg er hjemme igen kl. 22.
Glædelig jul!
Meningsløst Tuesday, 23. Dec 2008
Skrevet af Girl next door under død, mig, 4 CommentsDa jeg var barn, døde en af mine forældres veninder. Jeg husker hende som værende enormt smuk. Hun havde blankt, sort pagehår. Store øjne og et meget åbent ansigt. Og så var hun høj og slank. Jeg husker at hun gik i sorte fløjelsbukser. I mine barneøjne var hun uendelig elegant.
Efter hun døde, holdt mine forældre op med at se hendes mand.
Mange år senere mødte jeg en af hendes drenge på DTU.
Men ellers ved jeg ikke hvad der skete med den familie.
Jeg kunne ikke forstå, hvad det ville sige at hun var død. Hun døde af kræft. I min barnlige fantasi blev det til at hun var blevet enorm stærk, og det var derfor hun nu var væk.
For nogen år siden døde en af mine veninder.
Jeg kan stadig huske, da jeg fik beskeden. Verden stoppede i et par minutter. Og jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Eller sige. Som om jeg tænkte, at hvis blot jeg kunne de rigtige ord, ville alt blive anderledes. Bedre.
Hendes far var med til at bære kisten ud. Begravelsen var smuk. Men frygtelig. Hendes død var så meningsløs. Det gik op for mig, at ingen er udødelig.
Jeg var mere ked af det, end da min morfar døde. Hans død var naturlig. Han havde det ikke godt længere. Ord som “så fik han fred” gav en god mening.
En af mine venners lille datter er død. Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.
NB: Skal ikke i Urban, hvis nogen skulle komme på den ide.
78,1 dage Monday, 22. Dec 2008
Skrevet af Girl next door under liv, mig, 6 CommentsJeg lever nu 78,1 dage længere… såfremt alt går som det skal.
I min familie er der en tendens til at folk bliver uhyggeligt gamle, så jeg ved ikke om jeg skal være glad eller ked af de ekstra 78,1 dage.
Hvor skønt er det egentlig at blive så gammel, hvis alle ens venner er døde? Og hvor fantastisk er alderdommen, hvis man er så syg, at man ikke kan klare sig selv?
Kan man vælge kun at få de ekstra 78,1 dage, hvis man har det godt?